sociala nätverk:

RSS:

Vatikanradion

Påvens och Kyrkans röst i dialog med världen

Språk:

Dansk \ Norsk \ Dansk

Pave Frans prædiken på festdagen for Peter og Paulus

Pave Frans prædiken på festdagen for Peter og Paulus - REUTERS

30/06/2017 08:12

Pave Frans fejrede torsdag morgen messe på Peterspladsen i anledningen Peter og Paulus festen
I sin prædiken fokuserede paven især på tre ord: bekendelse, forfølgelse og bøn, som han sagde er afgørende for et apostel liv i dag.
Her følger den fulde tekst af pave Frans’ prædiken: 
Liturgien i dag peger på tre ord, der er afgørende for en apostles liv: bekendelse, forfølgelse og bøn.
Bekendelse: Peter bekender sin tro på evangeliet, når Herrens spørgsmål vender fra det generelle til det specifikke. Først spørger Jesus: "Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?" (Matt 16:13). 
Resultaterne af denne "undersøgelse" viser, at de fleste betragter Jesus som en profet. Derefter stiller mesteren det afgørende spørgsmål til sine disciple: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" (V. 15). 
Herpå svarer Peter alene: "Du er Kristus, den levende Guds Søn" (vers 16). 
At bekende troen betyder: at anerkende i Jesus som den ventede Messias, den levende Gud, Herren i vores liv.
I dag stiller Jesus dette afgørende spørgsmål til os, til hver enkelt af os og især til os, der er præster. Det er det afgørende spørgsmål. 
Det tillader ikke et vagt var, fordi det bringer hele vores liv i spil. Livets spørgsmål kræver et livets svar. 
For det betyder ikke særlig meget at kende alle artiklerne i troen, hvis vi ikke bekender Jesus som Herren i ​​vores liv. I dag ser han direkte på os og spørger: "Hvem er jeg for dig?" Det er det samme som at spørge: "Er jeg stadig dit livs Herre, dit hjertes længsel, årsagen til dit håb, kilden til din fulde tillid ? "Sammen med Sankt Peter fornyer vi i dag vores valg om at være Jesu disciple og apostle. Må vi også gå fra Jesu første spørgsmål til hans andet, for at være "hans egne", ikke kun i ord, men i vores handlinger og i vores liv.
Lad os spørge os selv, om vi er cafeteria kristne, der elsker at snakke om, hvordan tingene går i kirken og verden eller apostle på farten, som bekender Jesus med deres liv, fordi de har ham med i deres hjerter. De, der bekender Jesus, ved, at de ikke blot har nogle meninger, men at det omfatter hele deres liv. De ved, at de ikke kan nøjes med at tro halvhjertet, men være optænd af kærlighed. De ved, at de ikke bare kan "træde vande" eller tage den nemme vej ud, men skal risikere at komme ud på det dybe vand og hver dag fornyer deres selvopofrelse. De, der bekender deres tro på Jesus  ligesom Peter og Paulus gjorde, følger ham til ende - ikke bare en del af vejen, men til det sidste. De følger også Herren på hans vej og ikke deres egen. Hans vej er den som er et nyt liv, et liv af glæde og opstandelse; Det er også den vej, der går gennem kors og forfølgelse.

Her er det andet ord: forfølgelse. Peter og Paul udgød deres blod for Kristus, men det første kristne samfund som helhed oplevede også forfølgelse, som Apostlenes gerninger minder os on (se 12: 1). Også i dag, i forskellige lande verden over, nogle gange i stilhed - ofte i en stiltiende stilhed - bliver mange kristne marginaliseret, svinet til, diskrimineret, udsat for vold og endog død, ikke sjældent uden behørig indblanding fra dem, der kunne forsvare deres urørlige rettigheder.
Her vil jeg især understrege noget, som apostlen Paulus siger tidligere, i hans ord om at “mit blod skal snart udgydes og tiden er inde, da jeg skal bryde op” (2 Tim 4: 6). For ham var Kristus det at live (jf. Phil 1:21), Kristus korsfæstet (1 Kor 2: 2), som gav sit liv til ham (se Gal 2:20). 
Som en trofast discipel fulgte Paulus således mesteren efter og gav også sit eget liv. Uden korset er der ingen Kristus, men uden korset kan der heller ikke være nogle kristne. 
For "den kristne dyd er ikke kun et spørgsmål om at gøre godt, men også om at tolerere ondt“ (Augustinus, Serm. 46,13), ligesom Jesus gjorde. At tolerere ondskab behøver ikke bare at være tålmodighed og at resignere; det betyder at imitere Jesus, bære vores byrde, at gøre det for hans skyld og for andres skyld. Det betyder at acceptere korset og fortsætte med i tillidsfuld vished om, at vi ikke er alene: Den korsfæstede og genopstandne Herre er ved vores side. Så med Paulus kan vi sige, at "vi er ramt på alle måder, men ikke knust; Forvirret, men ikke drevet til fortvivlelse; Forfulgt, men ikke forladt "(2 Kor 4: 8-9).
At tolerere ondskab betyder at overvinde det med Jesus og på Jesu egen måde, som ikke er verdens vej. Derfor betragter Paulus - som vi hørte - sig selv en sejrsherre der skulle modtage sin krone (se 2 Tim 4: 8). Han skriver: "Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen" (vers 7). Essensen af ​​hans “gode strid”, som han levede for var: han levede ikke for sig selv, men for Jesus og for andre. Han brugte sit liv på at "løbe løbet" og på ikke at holde tilbage, men at give alt. Han fortæller os, at der kun er én ting, som han "holdt": ikke hans helbred, men hans tro, hans bekendelse af Kristus. Af ren kærlighed.
 

30/06/2017 08:12